Profile index

20-10-2019 13:13:17


Info
Båden
F 40 klassen
Film 2005
Film fra Ungarn
Film med wakeboard


Kapsejlads
Aften kapsejlads
Als Rundt
Bogø Rundt
Bornholm Rundt
Brandsø Rundt
Classic Fyn Ryndt
Danmark Rundt
De 3 broer
Endelave Rundt
Fyn Cup/Fyn rundt
Fælles Sejlads
Fænø Rundt
Færder’n RACE
Gotland Rundt
HSH Cup
Jameson Cup
Njord
Sjælland rundt
Stjerne Sejlads
Sydfjords Stævne


Søg: 

Sjælland Rundt
Sjælland rundt rapport fra ScanNet:
Formula 40 katamaranen ScanNet blev sejlet over fra Kolding torsdag, og pga. manglende vind og benzin (de 25 liter der var med blev futtet af) ankom de 4 mand fra Kolding først ved 2 tiden fredag morgen. Vi kørte til Jyllinge for at få lidt søvn og en god gang morgenmad inden vi igen tog til Helsingør. Vi skulle være 6 mand til turen - de to sidste fra Sjælland.

Forberedelserne til turen bestod mest i at fået lastet solbeskyttelse og nok mad om bord, idet vejrudsigten stod på svag vind og sol. Men det skulle blive anderledes. Vi startede kl. 13.00 med 5 flerskrogsbåde, to Dragonfly trimaraner, en Ocean 31, Dragster og så os i Formula 40 katamaranen. Til start var der svag vind, det var diset så man ikke kunne se hverken Helsingør eller Helsingborg, og der var et par knobs medstrøm.

Sjælland Rundt

Flyvende gast og flækket øjenbryn
Vi gik af sted med spileren oppe, men ganske kort efter fik vi vinden i næsen og den friskede mere og mere op. Vi trak efterhånden fra de andre i vores start, og da søen rejste sig mere og mere valgte vi før Hesselø at slå mod land for at finde bølgelæ. På mere fladt vand kan vi komme op på et skrog, og vores krydsfart stiger med 3-5 knob. Vi fandt mere fladt vand under land, og det gik fint mod Snekkeløbet. 5-6 sm før løbet eksploderede blokkene i storskødesystemet og vi var nødt til at bruge alle blokkene fra vores rebesystem til reparationen.

Vi fik det til at virke igen, og gik gennem Snekkeløbet som første båd efter 6 1/2 times sejlads. Vi kunne nu holde Sejerø op i den friskende vind, og omkring Røsnæs var bølgerne helt umulige - båden sprang fra sø til sø. Rasmus var i læen for at fiske tovværk op, det var skyllet udenbords, og da han lettede en halv meter flækkede han øjenbrynet da han landede igen. Hele den ene side af ansigtet var blodig da vi fik ham op til luv igen - så da troede vi at turen var slut. Heldigvis fik vi rimelig hurtigt stoppet blodet og han var frisk igen.

Udsigt til rekordtid
Da vi fik slæk på skøderne mod broen havde vi for meget sejl på, og uden mulighed for at rebe faldt vi ned på plat læns og bjergede fokken. Det hjalp, så vi ikke fik dykket næsen, og vi gik nu knapt 20 knob mod broen. Vi var under broen 3 timer og 15 minutter efter Sj. Rev - det så ud til at blive en hurtig tur rundt.

Vi krydslænsede syd for Sjælland, og hjulpet af kraftig medstrøm var vi under Farøbroen 3 timer efter Storebæltsbroen - og havde nu kun sejlet i knapt 13 timer. Rekorden på den bane vi sejler er 21 timer og 49 minutter. Fra Grønsund mod klinten var der halvvind og vi var sjældent under 20 knob.

Man kan ikke sejle så stærkt!!!
Da vi nærmede os Møns klint så vi en silhuet af et mørkt sejl langt ude - men en beregning af hvornår 60 fods trimaranerne havde startet kunne det ikke være dem - så hurtigt kunne man ikke sejle. Vi blev klogere, for en halv time efter klinten kom HiQ malende forbi. Vi kunne lige bestemt holde ind til Drogden.

Mens vi krydsede op forbi lufthavnen satte vi mere tryk på storsejlet, for at komme op på et skrog og forsøge at holde fart med Bonduelle, der som den 5. trimaran lige var gået forbi os 10 meter i læen med to skrog ude af vandet. Vi gik faktisk fart med dem et par kryds - men så gik det galt med storskødet igen.

450 liter vand i skrogene
Vi havde een kasteblok tilbage til at reparere, og manglede nu halvdelen af udvekslingen - så vi turde ikke skøde helt hjem. Kombineret med den modstrøm vi mødte i Øresund måtte vi afskrive tanken om at slå rekorden.

Vi slog under land for at undgå strømmen, men det tog langt tid at komme til Helsingør. Vi var rundt på 23 timer og 10 minutter - så frem for en tur med solbeskyttelse var vi blevet dænget til med vand hele vejen rundt. Alt om bord var vådt, og vi tømte 450 liter vand ud af de to skrog. Næste tur skal vi vist til at lænse undervejs.

Endelig sommerferie
Det havde været en hårdt tur - både for båden og for os - men vi er ganske tilfredse med indsatsen, og uden uheld mener vi selv at være i nærheden af rekorden på Grønsund banen. Da vi kom ind var vi var spændt på hvor langt efter os Dragster var, men hørte at de desværre var udgået pga. materiel skade i det hårde vejr.

Vi tog igen til Jyllinge for at få tørret tøj og få en nats søvn. Søndag morgen gik turen for de 4 mand igen mod Kolding - så når båden kommer hjem har den sejlet omkring 600 sm på de 4 dage. Vi har nu velfortjent sommerferie, efter at være kommet først rundt om Fyn, Als og Sjælland, inden det går løs med sejladser igen efter ferien.


[ Tilbage | Print | Send til en ven ] Opdateret: 30-06-2005 13:03

Nyhedsbrev








Links
Vejret i Kolding
Dansk Flerskrogs Forening.
Stars And Stripes
Extreme 40 Skærbæk
Columbus Marine
Halsey Lidgard
Minbaad.dk
Dansk Sejlunion
Baadmagasinet


Formula40.dk • Odensevej 8 • 6000 Kolding • Tlf. +4521423702 • E-mail: owner@formula40.dk